Aftryk til Invisalign

Opdateret: 8. maj 2019



Som du sikkert ved er der principielt 2 forskellige måder at tage aftryk til Invisalign behandlinger på.

Jeg har efterhånden hørt om- og selv oplevet en del problemer med aftrykstagning. Både de konventionelle og de digitale.

I dette indlæg vil jeg kort give nogle få råd til at få de optimale aftryk til dine Invisalign behandlinger.

1. Digitale aftryk.

Der er en del, der oplever problemer med at få uploaded deres aftryk til Invisaligns doctor site. Det er vigtigt at forstå, at det er 2 ender, der skal mødes for at få det til at virke.

Ofte er det primære problem, at få scanneren forbundet til din doctor side hos Invisalign. Spørg din forhandler af scanner om hvordan du får forbundet din scanner.

Hvis du har mere end én IO (intaoral) scanner, kan Invisalign ikke håndtere mere end én opkoblet scanner pr. doctor site. Så sørg for at vælge den bedste scanner til formålet.

Mine erfaringer med intraorale scannere er følgende:

Itero: Den bedste scanner til Invisalign providers, der laver mange Invisalign cases og ikke så mange restorative behandlinger. Da det er Invisaligns egen scanner vil den altid have de bedste features i forhold til Invisalign produkterne. Integrationen til din doctor site er rigtig god. Desuden har du en ortho simulator, der kan give patienten en ide om det endelige resultat med det samme. Det er super godt i fht. at få patienter til visualisere en mulig behandling.

Tiros: Den (for tiden) hurtigste og bedste scanner på markedet! En super allround scanner til aligners, fast og aftagelig protetik hvis du generelt bruger et laboratorie til at fremstille dine restaureringer. Integrationen med Invisalign er relativt nem. Du skal blot gennemføre nogle online undervisnings video programmer, der viser dig hvordan du skal sætte systemet op og forbinde scanneren med din doctor side.

Cerec Omnicam: Den første IO scanner godkendt af Invisalign. En rigtig god scanner, der er en smule langsommere at anvende end Trios. Hvis du vil kombinere dine Invisalign behandlinger med inhouse produktion af restaureringer, er dette det absolut bedste valg. Spørg din Cerec forhandler hvordan du kobler systemet op til Invisalign.

Fælles for alle IO scannere er, at det er vigtigt, at følge producentens scan protokol. Når en IO scanner skal sammensætte billederne af tænderne, er det vigtigt, at softwaren har de optimale forhold at arbejde med. Trios forhandlerne er som regel ret gode til at undervise i deres scan protocol, Cerec tvinger dig til at følge den korrekte protokol via deres software. Itero kender jeg ikke scan protokollen på.

2. Konventionelle aftryk.

Aftryk til Invisalign skal generelt være af absolut højeste kvalitet. Hvis du ikke sender optimale aftryk bliver de afvist! De nægter simpelthen at udføre et ClinCheck på et dårligt grundlag.

Så sørg for at dine aftryk bliver sublime HVER GANG!

Alginat: er no-go! Dine aftryk skal være ekstremt præcise og kunne fragtes uden at ændre dimension.

Impregum: har jeg generelt dårlige erfaringer med til Invisalign. Dels smager det dårligt og så sidder det så ekstremt godt fast til tænderne at det generelt er en dårlig patient oplevelse. Desuden opstår der ofte trækninger ved molarerne, som Invisalign ikke kan lide.

Silikone: Jeg bruger en 2 trins teknik, som Shannon Brinkner har lært mig:

Find den optimale ske størrelse

Smør et godt lag adhesiv på skeen.

Bland et godt putty materiale (jeg bruger Aquasil) og læg det i skeen.

Placer skeen i munden og pres den godt på plads. Hold skeen in situ i ca. 20 sekunder og fjern den derefter.

Trim kanterne på putty materialet og fyld dernæst tandaftrykkene helt op med light body.

Indsæt skeen med putty-light body materialet med fokus på, at trykke den mest palatinale del helt på plads først og dernæst langsomt trykke resten på plads.

Lad aftrykket hærde i 4 minutter før det fjernes.

Vær opmærksom på, at hvis du skal have additional aligners. Kan du kun beholde dine attachments hvis du skanner med en IO scanner. Ofte er det dog anbefalelsesværdigt at fjerne dem og erstatte dem med nye attachements alligevel. Men kan altså af og til undgås ved brug af IO scanner.

Jeg håber ovenstående har givet dig inspiration til dine Invisalign aftryk.

Hvis du har spørgsmål eller har brug for hjælp til at lave dine ClinChecks bedre. Er du velkommen til at skrive til mig her.

#Invisalign #aftryk #IOscanner

  • Sort Facebook ikon
  • Sort LinkedIn ikon
  • Sort YouTube Icon