• Sort Facebook ikon
  • Sort LinkedIn ikon
  • Sort YouTube Icon

Opnå fortrolighed

"Det skal jeg lige tænke over...." Endnu en patient havde afvist min anbefaling af 2 kroner på hhv. -6 og -7. Begge tænder var fyldt med så meget sølvamalgam og komposit, at jeg ikke var sikker på, om der var nok resttand til at gennemføre behandlingen. Kort forinden havde patienten ellers fortalt mig om, hvor vigtige tænderne var for at han kunne spise det han havde lyst til. Hvorfor så overhovedet tænke over noget så indlysende?

Det var i 2004 og mindre end 6 måneder siden jeg havde modtaget mit eksamensbevis fra tandlægeskolen i Århus. Jeg var top frustreret over alle de patienter, der i løbet af et halvt år ville have lappet gigantiske defekter med plast, "se tiden an" eller "lige tænke over" hvad de ville. Hvorfor kunne patienterne ikke bare vælge hvad der var rigtigt? Hvorfor fravalgte flertallet af mine patienter en optimal behandling, som jeg var trænet til var den rigtige? Hvordan skulle jeg kunne forsvare, at udføre den ene kompromisbehandling efter den anden og fortsat se mig selv i øjnene med god samvittighed?



Det var på dette relativt tidlige tidspunkt i min karriere, at jeg besluttede mig for, at lære hvordan jeg kunne kommunikere med mine patienter, så de bedre forstod hvad jeg sagde. Jeg ville give mine patienter lyst til at få den optimale behandling HVER ENESTE GANG de havde et behandlingsbehov.

15 år senere kan jeg afsløre, at jeg ikke lykkedes med at få ALLE mine patienter til at vælge en optimal behandling. Men jeg kom væsentligt tættere på. Det betød ikke, at mine patienter valgte at få udført optimal behandling med det samme. Men det betød, at flertallet af mine patienter kendte til deres egen tandstatus, havde sat sig mål for hvordan de ønskede at blive behandlet og hvor prisen ikke var den afgørende faktor for valget af behandler. Forestil dig hvor fedt det var, dagligt at blive ringet op af patienter med beskeder som: "Hej - jeg vil gerne bestille tid til 4 kroner i venstre side af underkæben, som jeg talte med Jesper og tandplejeren om for 4 måneder siden. Er det i orden hvis jeg betaler 100% aconto når jeg kommer?"


I de kommende uger, vil jeg sætte fokus på patientkommunikaiton, der øger sandsynligheden for accept af helhedsorienteret behandling.


I det første år af min karriere var jeg frustreret over, at mine behandlingsforslag blev afvist, men accepteret hvis min daværende chef efterfølgende kom med nøjagtig samme anbefaling, som jeg selv lige havde givet. Min chef fortalte mig, at det handlede om at opbygge fortrolighed. Personligt var han født og opvokset i området hvor han gennem 20 år havde drevet sin klinik. For ham var det blot et spørgsmål om tålmodighed før jeg ville have opbygget tilstrækkeligt med fortrolighed til mine patienter. Han forberedte mig på, at det godt kunne tage nogle år.

Jeg var rystet ved tanken om, at det ville være mere effektivt, at flytte tilbage til den lille provinsflække med 3500 indbyggere, jeg var opvokset i. Hvis jeg dér skulle bruge 20 år på at opbygge fortrolighed med mine patienter, før jeg kunne begynde at udføre optimale behandlinger, ville jeg gå til inden da. Der måtte være en anden vej.

Spejling

Første erkendelse var vigtigheden af principperne om "spejling". Hvis du ønsker at andre skal kunne lide og anerkende dig som person, skal du sørge for at ligne dem mest muligt. Det lyder for banalt til at være sandt. Men prøv følgende:

- Tal i samme toneleje som din patient.

- Tal med den samme dynamik, som din patient.

- Sid eller stå på samme måde

- Flyt dig på samme måde

- Træk vejret i samme rytme

Jeg ved det lyder fuldstændigt fjollet, men det virker. Der findes en ret god video på youtube med Tony Robbins, der går mere i detaljer med hvordan du kan anvende spejling. Videoen varer ca. 25 minutter og kan virkelig anbefales. Følg dette link til videoen.


Prøv at tænke over hvordan det var at lege i en sandkasse som barn. Hvis du havde sandkassen for dig selv, inviterede du kun dine venner med i din leg. I fællesskab ville din kammerat og du bygge de mest fantastiske ting. Af og til ville jeres fabelagtige bygningsværker styrte sammen. Det ville måske gøre jer kede af det for en stund, men kort tid efter ville i sammen forsøge, at bygge noget nyt og bedre igen.

For at få samarbejdet i sandkassen til at fungere, kræver det en stor grad af spejling. Børn deler deres fantasier, bruger de samme redskaber, bevæger sig på samme måde og er i det hele taget dybt integreret i hinandens leg når det går godt. Prøv selv at observere børn, der leger sammen i en sandkasse. Så ved du hvad jeg mener.


Hvis du vil vide mere om hvordan du effektivt kan anvende spejling i klinikken, kan jeg anbefale mine kurser om indflydelse. Her går jeg blandt andet i dybden med hvordan du specifikt kan anvende dit kropssprog i klinikken til at opnå større fortrolighed med patienterne. Det er teknikker jeg selv har lært på forskellige kurser rundt om i verden og tilpasset danske forhold på en måde, så alle kan anvende dem, uden at det føles akavet.


I næste uge handler bloggen om din stemmes indflydelse på din patients tillid til dine anbefalinger. Meld dig til bloggen under "login" i øverste højre hjørne, så sender jeg et link pr. mail, hver gang der kommer et nyt opslag herinde. Bare rolig, jeg sender ingen reklame eller spam.


Tak fordi du læste med.

Mange venlige hilsner

Tandlæge

Jesper Hatt

Tlf: (+45) 61272228

mail@smiledesign.dk